RSS Feed

Tag Archives: æblemost

Æblemost med saftcentrifuge – for dummies og andet godtfolk

Æblemost med saftcentrifuge – for dummies og andet godtfolk

I min have vokser fem æbletræer – der er mindst tre forskellige sorter, men jeg aner ikke hvilke. Det er gamle træer, sikkert alt for høje, men de bugner af frugt.

I år jeg har anskaffet mig en saftcentrifuge – af dén type der kan tage hele æbler – for at kunne undgå for meget vand i mosten, sådan som der kommer når man bruger en saftkoger. Bruger man en saftkoger, er det forøvrigt ikke længere most, da der er tilsat vand. Du kan læse mere om forskellen hér.

Når du anskaffer dig en centrifuge, skal du gøre op med dig selv, hvad du skal bruge den til, for der er stor forskel på hvor mange watt maskinerne er født med, d.v.s. hvor stor kraf maskinen har. Jo større watt, jo større kraft, men også dyrere i el-forbrug. Når du vil lave most med en centrifuge, skal du være opmærksom på, at mange æbler er ret hårde, og derfor kræver en kraftig maskine, især hvis du ønsker at lave most uden at skrælle skrællen af og fjerne kernehuset. Jeg har to, en gammel model der kun kan tage små stykker frugt, og som kun er på 250 watt – og så dén jeg har købt i Aldi i foråret, den er på 500 watt, og det er knapt nok. Men det er den sidste jeg bruger til at lave most med.

Når du skal lave frisk most, skal du være opmærksom på to vigtige punkter:

  • Undgå æbler med råd, orm og mug fordi æbler med dette, kan indeholde mycotoxinen Patulin. Du kan godt bruge æbler med friske stødmærker.
  • Være yderst omhyggelig med hygiejnen, så du ikke får rester fra fugle-ekskrementer, svampesporer og andet skidt med, der forkorter holdbarheden og giver risiko for dårlig mave.

Og så skal du vurdere om du vil filtrere din most, så den bliver mere klar og om du vil varmebehandle din most, for at øge holdbarheden. Jeg har valgt at filtrere igennem et saftklæde, varme min most op til kogepunktet, og tilsætte Atamon, samt hælde det på skoldede flasker mens det er over 80 grader varmt. Hvis du vælger at bruge Atamon, skal du være opmærksom på, at Atamon mister sin virkning når det kommer op på 100 grader, så du er nød til at lade temperaturen falde lidt, inden du tilsætter Atamon, også hvis du tilsætter Atamon til vandet du skolder flaskerne med.

Sådan laver du filtreret most med saftcentrifuge, uden at fjerne skræl og æblehus:

  • Vask hver eneste æble med langsomt rindende vand – jeg mener VASKE, ikke bare skylle: Gnid hele æblet, og være især opmærksom på hulningen hvor stilken sidder. Brug gerne dine (rene) negle til at skrabe eventuelle mærker og pletter af – det kan også åbenbare skjulte ormehuller. Brug øjnene godt, og smid æbler med råd eller orm væk.  Brug ikke tid på at fjerne stilken, det kan gøres langt nemmere om lidt.
  • Skær friske stødmærker væk og skær æblerne midt over, start ved stilken og ned mod blomsten. Skær ned over hvor der eventuelt er noget mistænkeligt, så du kan se hvad det er. Tjek kernehuset for mug. Træk stilken af, det er supernemt når du trækker ned mod midten af æblet, og langt langt nemmere end at dreje eller trække stilken af før du skærer æblet igennem. Store æbler skal deles i fire dele, for at kunne glide ned i tragten, det finder du hurtigt ud af 🙂
  • Læg de overskårne æbler i en skål med frisk vand. Gør ca. 10-12 æbler klar på denne måde.
  • Pres et halvt til to halve æbler ad gangen. Hvis maskinen begynder at larme eller flytte sig, skal du stoppe den øjeblikkelig, slå strømmen fra, åbne den og fjerne pulpen (pulpen er den tørre æblemasse).
  • Når du har fyldt en hel kande af dén der følger med op med most, lader du den stå, mens du renser maskinen for pulp, både fra pulpbeholderen og fra skæret. Skyld skæret. Tag gerne skæret op, mens du gør resten, så maskinen kan slippe af med varmen. Hvis du bruger maskinen for længe, risikerer du, at den går ud eller ligefrem brænder sammen. Gør en ny portion æbler klar, mens mosten står og falder til ro i kanden. Når du er klar til en ny omgang, hælder du mosten op i saftklædet over en stor gryde, så det kan løbe igennem mens du presser en ny portion æbler. De nye saftcentrifuger har kander der skiller den klare most fra skummen der dannes under presningen; det er derfor du skal lade mosten stå og falde til ro, så du får mest muligt most uden skum med over i saftklædet. Skummet kommer du i en skål.
  • Du vil opleve, at mosten har svært ved at løbe igennem saftklædet, fordi der lægger sig æblepartikler i bunden og på siderne. Det kan du fjerne ved at skrabe en spiseske oppe fra og ned mod bunden af klædet, og hælde partiklerne ned i skålen med skum – der kommer jo lidt most med, og det skal da ikke gå til spilde. Du kan eventuelt skylde klædet en gang eller to.
  • Når du har presset alle æbler uden at brænde maskinen af, hælder du mosten fra skålen med skummet – mosten ligger under skummet – over i saftklædet, så du får dén del med også, og gør klar til at skolde flasker eller også rengør du maskinen mens den sidste most løber igennem. Hjælp evt. med spiseskeen.
  • Varm mosten op så den akkurat småkoger – eller aller bedst; brug et termometer og stop opvarmningen når mosten er 90 gr. C i midten, så ændrer den ikke farve og beholder mere af sin naturlige sødme. Smag på den, for den ændrer sødme, bliver mere sur, når den koges. Jeg tilsætter 1 dl. sukker pr. liter hvis jeg kan drikke mosten, men synes den er for sur, og 1½ dl pr. liter hvis jeg synes den er udrikkelig 🙂 Hvis du tilsætter sukker, er din most rent faktisk slet ikke most længere, men saft…Pyt, jeg kalder det nu stadig most, sukker tilsat eller ej 🙂 Kan du holder temperaturen på 90 grader, så behøver du sandsynligvis slet ikke sukker!
  • Når mosten lige akkurat koger (eller er 90 gr C), tager du den af blusset og lader den køle af et par minutter. Tilsæt så Atamon efter vejledningen på flasken. Er du fyldt 45, skal du nok have dine læsebriller på – det er MEGET små bogstaver der står på flasken 🙂 Du skal bruge ½ teske for hver liter saft/most.

Så er der bare tilbage at hælde mosten på de skoldede flasker. Vær opmærksom på, at flaskerne kan springe både når du skolder dem, og når du hælder mosten ned i dem. Jeg lader altid mine flasker stå med varmt vand fra hanen inden jeg skolder dem, og skolder dem kort før mosten er varmet nok op – på dén måde har jeg pr. dags dato undgået sprængte flasker.

Hvis du har lyst til at eksperimentere, kan du lave stofposer – poser du syr af gaze – med krydderier i, og lade dem varme med, tilsætte vanilie, kamillete eller hvad du har lyst til.

Den most jeg har lavet, er så kraftig at mine børn HELT AF SIG SELV (!) tilsætter vand før de drikker den 🙂 – det samme gør jeg.

Forøvrigt har jeg lavet most af æbler fra ét æbletræ ad gangen, så vi kan sammenligne æblerne fra de forskellige træer –  og har selvfølgelig skrevet hvilket træ mosten kommer fra på flasken.

På billedet øverst ses 6 flasker med tre forskellige farver – fra tre forskellige træer. Det ses måske ikke så godt, men der ER synlig forskel på farven mellem dem der umiddelbart ser ens ud 🙂

Held og lykke med dit mosteri!

Uopnåelige æbler

Uopnåelige æbler

 Der er stadig voldsomt mange æbler tilbage på mine æbletræer. Godt vores græs under træerne er så langt – så er der stadig håb for flere æbler til most når de falder ned og ikke bliver smadret mod jorden 🙂

 

Æblemost med saftcentrifuge

Reklamer